Kære Frederik!
Så blev det din tur til at blive konfirmeret – pyh, synes pludselig, at I bliver så store og voksne – og det betyder selvfølgelig også, at jeg bliver ældre, det er knap så rar en tanke.
Men I unge, mit skønne barnebarn, I vil selvfølgelig gerne hurtigt blive voksne – og selv kunne bestemme, hvad I vil med jeres liv.
Det er også forståeligt og fint nok, men I skal bare vide og huske på, at I aldrig får det bedre og nemmere end nu.
Vi forældre og bedsteforældre vil så gerne beskytte og passe på jer - og der er et ordsprog, der siger, at børnebørn er ”livets salt” – det må jeg sande, for det er I ved Gud også for mig, og jeg føler mig rig.
Jeg har ikke fået lov at passe dig og din søster så meget, men når jeg har – ja, så nyder jeg det i fulde drag.
Især for nogle uger siden, da havde jeg den mest fantastiske dag alene med jer - mine tre ældste børnebørn – uden jeres mødre – da følte jeg ekstra glæden og samværet og mærkede hvor store, selvstændige og frie, I er. Hold nu op, hvor jeg bare nød jeres selskab. Vi grinede, legede, hoppede, spillede kort og snakkede til kl. 2 om natten i min lille udestue.
Det var nok én af mit livs bedste dage. Og tænk ingen af de tre unge kiggede på deres mobil – så I kan regne ud, at vi har haft det sjovt!
Angående at give råd og dele erfaringer, så er det sikkert spild af tid og ord at give jer unge gode råd – dels skal I gøre jeres egne erfaringer – dels hører I ikke efter, men – kære Frederik - jeg vil alligevel gi’ dig følgende med på vejen: Kommer du til at lave fejl, eller får du nederlag, så sig YES til dig selv - og glæd dig, i stedet for at fokusere på det, der gik galt, fordi kun når vi gør noget forkert, lærer vi noget nyt.
Men kære Frederik, i dag skal du bare nyde det som midtpunkt og dagens mand – og dagens mand, det er du sågu – klog, dygtig, højlig, omsorgsfuld, flot, stolt og glad – STORT til lykke, pas godt på dig selv på livets vej og held og lykke med det.
Knus fra mormor
|
|
|
|
Kære Lukas!
Jeg ønsker dig lykke, jeg ønsker dig held, drag ud i verden og tro på dig selv! Det er det, jeg ønsker for dig, kære Lukas: At du tror på dig selv, også selvom livet ind imellem er svært - for det er det - især for en teenager - og det om nogen ved din mor, da hun næsten var på din alder, da hun fødte dig.
Men hun kæmpede sig igennem – gav dig livet og elsker dig overalt, så uanset, hvor sort tilværelsen kan se ud, så er der altid en vej fremad – og se nu bare på hele denne brogede forsamling – tænk, at vi er samlet her på dette flotte sted til denne fest, arrangeret af din mor og lavet for dig, Lukas – jamen, det er da fantastisk og dejligt.
En af mine kollegaer har altid kaldt dig Lucky Luke – for det er du: heldig.
Som jeg skrev i sangen, så elsker du spil – det samme gør jeg – og du og jeg har om nogen spillet mange spil – bowling, golf, yatzy, ludo, petanq, wordfeud – og da jeg også har et stort spillegen, har jeg aldrig ladet dig vinde. I bowling, da du var ca. 5 år, spillede vi to på en bane ved siden af to ægtepar på min alder. Den ene kvinde blandede sig og sagde, at du da skulle ha’ banner op i begge sider … osv. Ku’ folk da bare passe deres egen butik!!
Jeg ønskede jo netop, du sku’ lære det – men på den rigtige måde – og du fik det lært – også det at tabe og vinde med samme sind!! – og i dag er det dig, der banker mig i flere spil!
Ja, du er dygtig til mange ting – og flot, at du kæmpede og holdt ud. Må du også vinde i livet og ikke tabe det i de mange fristelser og faldgruber, du møder på din vej. Livet er så sårbart og skrøbeligt og kan ødelægges på et splitsekund – det kender min elskede søster og svoger alt for godt til. Vær stærk og tro på dig selv – og er du i tvivl om noget eller er ked af det, så er vi flere, der står på sidelinjen og er klar til at lytte eller råde dig!
Nu begynder et nyt kapitel i dit liv – du skal på efterskole og det er jeg sikker på, bli’r fantastisk for dig! Så held og lykke på din vej og stort til lykke, min kære Lukas
Ska’ vi rejse os og gi’ den flotte og smukke unge konfirmand, som sidder der mellem sin far og mor et leve og tre korte Hurra’er
Knus fra mormor
|